42 år i kælderen. Og to sjatter olie vækkede humlebiens brøl

Velkommen til en side Nimbus-motorcykler – Møllers Nimbusser. Dette er historien om 12 danske klassikeres liv fra samlebåndet på Fisker & Nielsens fabrik og tiden som brugsmaskiner i 1950′erne og 1960′erne til en garage i vor tids Dragør på Amager.

LÆS ARTIKLEN I NIMBUS TIDENDE

Nimbusserne har rejst i ubemærkethed. De seneste 42 år ubenyttede og adskilte i kælderen under mit barndomshjem. Fra at være brugsmaskiner og dybfølt fascination i hænderne på Preben Vestergaard Møller – min far – til de blev genopdaget i foråret 2009, hvor min mand og jeg trak de første op af mørket.

Det siges sandelig, at Nimbussen er en slider, en kraftmaskine og en usædvanlig overlever. Men ingen af os forventede den spindende, trommende og gryntende lyd, der med ét forlod det 750 kubikstore hjerte efter blot at være fodret med få skvæt olie. Det var humlebiens brøl.

Siden da er vi påbegyndt istandsættelsen af de 12 motorcykler, der har ligget gemt, men ikke glemt. Et skønt projekt. Denne side er et vidnesbyrd om vores glæde og køreglæde ved de tohjulede og samtidig et bidrag til bevarelsen af et stykke dansk motorcykelhistorie.

Her kan du læse om min fars liv med Nimbus, følge med i de nyfundne motorcyklers reparation, renovering og vedligeholdelse, i familien og venners store interesse for “humlebien” og snuse mere til de smukke maskiner i al deres elegante simpelhed. Inden længe vil Nimbusejere desuden få mulighed for at bestille reservedele fra vores voksende lager.

God fornøjelse. Det kun glæder mig, igen at se min barndoms Nimbusser bare brumme derudaf.

Bente Munk Møller
Datter af Preben Vestergaard Møller